For en del år siden arbejdede jeg på et uddannelsesprojekt, som var et tilbud til borgerne i Sundholmskvarteret – en bydel i København – om at deltage på gratis kurser. Vi kaldte det for skolen uden mure, fordi den var åben for alle, men tanken om skolen og hvordan den skulle fungere var alligevel en ramme, som ikke alle kunne se sig selv i.
Projektet var på papiret fantastisk. Der var imidlertid et problem. Der dukkede få deltagere op til kurserne, som bestod af danskundervisning, kurser i sund madlavning og dans for teenagepiger, alle målrettet familierne i området. Da jeg første gang mødte projektlederen i døren, fortalte hun om sin oplevelse i forbindelse med projektet, som var, at tiden havde ændret sig. Hun mente, at det nok handlede om, at mennesker fik så mange tilbud idag, især i København, så de nok var ligeglade med at få et gratis tilbud om kurser i kvarteret. Hun så det som et tegn på manglende motivation og ligegyldighed overfor tilbuddet.
Sundholmskvarteret var kendt for at være et broget kvarter, som var belastet af kriminalitet, og af en mangel på ressourcer – en stor del af gruppens beboere var på overførselsindkomster. Der boede mange grupper, som i de sidste 30 år af forskellige fagfolk er blevet kategoriseret som “de ikke-uddannelsesparate”: Det er gruppen af ufaglærte eller grupper med lav uddannelse, som er i fare for at falde udenfor arbejdsmarkedet, fordi de er mindre forberedte på at omstille sig og opkvalificere sig til det fleksible arbejdsmarked.
Jeg undrede mig, og spurgte ind til, hvad projektets medarbejdere havde gjort for at nå gruppen? Hvad var det for kurser, som de havde tilbudt? Projektlederen svarede, at de havde lavet kampagner, rykket avisnotitser ind i lokalavisen, slået plakater op på skoler og i børnehaver, alle fik flyers med, når de kom på borgerservice og så videre og så videre.
I projektgruppen tog vi problematikken op, og besluttede at vi måtte prøve med en anden strategi. Var de mennesker som boede i kvarteret virkelig umotiverede? Vi bestemte os for at gå ud, og ringe på dørklokker og invitere personligt til deltagelse i projektet. Med det formål at komme i bedre kontakt med beboerne i området og få svar på spørgsmålet, om projektet havde skudt ved siden af med tilbuddet om gratis kurser? Vi spurgte også ind til deres ønsker til kurser.
Efter nogle dage med at stemme dørklokker, blev det klart, at mange ikke vidste, at sådan et tilbud fandtes. Og nogle ville gerne selv afholde kurser for deres naboer, hvis de kunne få lov at spille en aktiv rolle. Der var flere forslag om sambadansekurser, filmvisninger, madlavning fra egne lande for deres naboer, etc.
Undersøgelsen gjorde det tydeligt, at det var et spørgsmål om flere faktorer. For det første, at vi kom ud til dem. At gruppen blev inviteret individuelt og spurgt tæt på deres bopæl.
For det andet spillede beboernes sproglige kompetencer spillede ind. Ikke alle læste eller talte dansk. Og det blev klart, at det var de færreste der ville reagere på en skriftlig annonce. De havde brug for at vide og mærke, at de var velkomne.
I ugerne efter tilpassede vi kursuskataloget til beboernes ønsker. Og flere begyndte at deltage på kurserne i projektet.
Det var en tydelig misforståelse, at dømme en stor gruppe af mennesker som demotiverede, på baggrund af data, som f.eks. fremmøde og deltagelse på kurser. Det er, desværre let at falde i den fælde. Vi kan have forestillinger om de andre og hvad der motiverer dem, men skal huske, at vi ikke bliver klogere, medmindre vi spørger.
Carl Rogers – fra den eksistentielle psykologi – har et grundsyn om, at der findes en iboende motivation hos alle.
Han siger:
”Mennesket vil af natur udvikle eller aktualisere sig i den mest positive, konstruktive, kreative og sociale retning, der er mulig under de givne omstændigheder og betingelser mennesket befinder sig i”
At motivere er et spørgsmål om at skabe rammer, som mennesker trives i. Alle har en iboende motivation. De rammer kan vi bedst skabe, hvis vi spørger mennesker om deres behov. De svar vi får, skal vi huske, er afhængige af de spørgsmål, vi stiller. Når du spørger ind til din kollega, din frivillige medarbejder eller din familie, for at finde ud af hvad de går op i, og hvad der motiverer dem, er det godt at mindes, at mennesker motiveres forskelligt.
Og så handler det i høj grad om den relation man har. Det er klart, at spørger du dine brugere, din målgruppe, borgerne ansigt til ansigt, vil du få bedre respons end hvis du hænger et opslag op i en opgang eller på et personalekontor.
Der er en parallel mellem måden, man går til motivation på i ovenstående eksempel om kursustilbud i udsatte boligområder til, hvordan mange ledere og beslutningstagere arbejder med trivslen i deres organisationer.
I nogle organisationer er det en kultur, at ledere indretter arbejdspladsen ud fra forestillinger om, hvad medarbejderne trives med, og hvad de motiveres af. De udarbejder trivselsundersøgelser i form af spørgeskemaer en gang om året og sammenligner resultaterne med det forrige års. Men det er ikke alle, der får fulgt op med dialog om undersøgelsens resultater.
– Og her går mange organisationer og virksomheder glip af en stor mulighed. Selvom samtaler koster mere tid, så giver den investering mere motiverede medarbejdere.
I Chancepartout har vi de sidste par år udviklet et samtalebaseret kursus for projektledere og medarbejdere, som et alternativ til trivselsundersøgelser på arbejdspladser. Udgangspunktet er, at motivation til deltagelse skabes i dialogen og i udviklingen af relationer på arbejdspladsen.
Vi har haft kursister fra over 25 forskellige organisationer på kursus, hvor de er blevet undervist i at lave deres eget undersøgelsesdesign, og herunder stille gode spørgsmål for at blive klogere på trivslen i egen organisation.
Læs mere om kurset her
