Hvem er vi
Vi er et team, der består af Carina, Antoine og Signe. Vi samarbejder også med gæsteundervisere med særlige kompetencer
Carina Brit Christensen...
er grundlægger af og leder Chancepartout. Jeg er udviklings- og læringskonsulent.
Jeg tager afsæt i mere end tyve års erfaringer, som underviser for en bred skare af forskellige mennesker. I årenes løb har jeg fokuseret på at udvikle forløb, undervisning, metoder og øvelser, der især involverer kroppen og sanserne.
Jeg er fascineret af møder mellem mennesker, og af hvordan man f. eks. som underviser, formidler eller i en anden rolle, hvor man står overfor en gruppe, kan skabe nye muligheder for andre og ændre kulturer med sit nærvær. Inspiration henter jeg mange steder, særligt fra mine undervisere i klovn i Sydamerika, som skaber de mest anerkendende og kærlige rum med meget højt til loftet.
Jeg har en cand.scient.soc i sociologi fra Roskilde og Universidad de Buenos Aires, en voksenpædagogisk efteruddannelse og en master i nye performative praktikker fra DOCH – danse og cirkusuniversitetet i Stockholm. Jeg er uddannet forum instruktør og facilitator og har arbejdet med vidt forskellige grupper fra ufaglærte på produktionsvirksomheder, virksomhedsledere, franske kunstnere, gymnasielever, universitetsstuderende, efteruddannelse til voksenundervisere, til folkeskoleelever.
Derudover har jeg boet og arbejdet i en række lande; Argentina, Frankrig, Sverige, USA, Cuba, Mexico ligesom jeg taler flere sprog. Jeg har deltaget i flere internationale samarbejdsprojekter, og er meget åben for at skabe nye samarbejder.
Jeg bor i København.
Antoine Innocente...
er skuespiller, instruktør med en særlig interesse for klovnen, som han har dyrket i forskellige former, siden han som ung blev dedikeret til faget i Italien.
I sit studie af klovnen – fra Commedia dell Arte til masketeater, gadeteater, mime, koreografisk- og danseteater – har han opdaget en stor instinktiv og performativ kraft i vores liv på scenen. Klovnen har en ærlighed som også rækker ind i vores liv i hverdagen igennem leg, træning af vores bevidsthed og underbevidsthed, kroppen og vores følelser.
Antoine kombinerer sine erfaringer indenfor de forskellige discipliner i sin undervisning, hvor den enkeltes talent, for at være klovn, skuespiller, menneske, og performer, kultiveres.
Antoine har undervist forskellige grupper, fra dramastuderende på CUT (Trieste Universitet i Italien 2015-2016), til elever med Downs syndrom, til indsatte i fængsler etc.
Siden sommeren 2017 har han undervist på intensive kurser i teater klovn København i et samarbejde med Chancepartout.
Læs mere om Antoine her: Antoine Innocente web
Signe Skov Pedersen ...
er fysisk skuespiller, bevægelsesunderviser og klovn.
Hun har desuden dykket ned i improvisationsdans og har bl.a. studeret dette i Finland på uddannelsen ‘Dance and Somatics’ på ‘Islo’ sportsinstitut i Joensuu.
Hun har en bachelor i sociologi og en kanditatgrad fra teater- og performancestudier på Københavns Universitet med bevægelsespsykologi med i bagagen fra institut fra idræt, hvor hun bl.a. har beskæftiget sig med kroppen som vigtigt element i ledelsessammenhænge og i kommunikation.