På Amager kulturpunkt oppe på anden sal, sidder der 12 mennesker rundt om et langt bord i et lokale. De som sidder i dette lokale har det tilfælles, at de er svagtseende og at de er nysgerrige. De har meldt sig til at deltage i teaterklovnetræning, også selvom de ikke har nogen erfaringer med scenekunsten. De mødtes hveranden tirsdag fra februar til maj 2019.
Carina: Kan du fortælle lidt om projektet?
Antoine: I projektet arbejdede vi med forestillingsevnen ved at se teaterklovnen gennem fantasien og de billeder vi har af, hvad en teaterklovn er. Det var en teaterpædagogisk tilgang, som handlede om at fokusere på den enkeltes måde og muligheder for at deltage. Alle havde udfordringer med synet, men til sidst var det ikke længere så stor en begrænsning.
C: Udefra kunne det ligne en slags fortælleværksted, sådan som vi sad stille rundt om et bord. Hvad bestod undervisningen i teaterklovn af?
A: Det arbejde, som vi lavede på Amager handlede om, hvordan en klovn, helt enkelt, lever med at fortælle om sig selv. Det har ikke været et arbejde direkte eller eksplicit i at lære at være teaterklovn. Men et arbejde med et andet perspektiv, hvor klovnen er dukket op igennem fortællingerne, ligesom følelserne også er det. Det, at tale om klovnen gav muligheden for at leve og mærke følelserne. Ja, det kunne kaldes en model at fortælle en historie på, men det var historier, som blev levet i genfortællingen. Fordi de billeder som de gav i deres fortællinger var en slags forestilling, som vi som publikum kunne leve os ind i.
A: Klovnen viste sig igennem det imaginære og i den enkeltes fortælling. I fortællingerne var der masser af billeder fra levede liv, som alle hver for sig kunne spejle sig i. Klovnen lever af disse billeder.
“Når man ikke kan se, så kan det være svært at finde lyset”. Inka
A: Det handlede om at lade sig gå med, for at dele med de andre, at være sammen for at lave teater. Dét at give sig selv muligheden for at møde hinanden. Det er ikke nødvendigt, at en klovn eller en skuespiller gør noget eller bevæger sig på en måde, for at vi som publikum forstår noget som klovn; altså dét at klovnen spiller en rolle ved at bevæge sig, så vi griner eller græder, eller falder eller jonglerer.
For mig, er teatret ikke nødvendigvis et spørgsmål om at være virtuos, men om det simple i et enkelt liv, og om at vide, hvordan man er til.
C: Kan du uddybe hvad du mener med, det simple ved at være til?
A: Det handler om at være i ét med sit eget fulde nærvær, at være til i sit liv og dele sig selv med de andre. Nogle gange har jeg på kurser set deltagere, som hele tiden er i gang med at gøre noget og det smukkeste øjeblik var faktisk, da de ikke gjorde noget som helst. Det var pausen, som var det smukke, når de var i ét med sig selv, da var det en hel scene. Fordi det var det mest ægte øjeblik. Det mest troværdige øjeblik, om man vil.
“Vores liv er, hvad vi har, men det er ikke sikkert, at vi vil af med det”.
(dele det med andre, red.)
John
C: Hvad tænker du om processen i projektet?
A: Den proces vi har haft har været meget rørende og jeg tænker tilbage på den med glæde. For mig var det et projekt der handlede om at lære hinanden at kende, at dele med hinanden og at føle sig mere let i kontakten, uden så mange begrænsninger og forsvar.
C: Hvilken rolle spiller hukommelsen i at lære at være teaterklovn? Nogle sagde at det var utroligt svært at følge en proces, når de havde svært ved at koncentrere sig, og husker meget dårligt.
A: Jeg tror ikke at det at dele med andre kræver hukommelse. At dele handler helt enkelt om at være til stede og fornemme den anden, det er allerede nærvær. At acceptere den anden. Og møde den anden. Og så kan vi finde os selv, uden denne hukommelse, fordi vi er her lige nu. Det kan være nødvendigt at have hukommelse, ligesom det kan være nødvendigt at kunne se bedre, men accepten af øjeblikket er vigtigere, og det er også det som vi har arbejdet med.
C: Kan vi kalde det en eksistentiel klovn?
A: ja, en klovn som eksisterer. Hvorfor ikke. Klovnen eksisterer jo.
C: Jeg havde mange øjeblikke som var fine, og som jeg vil huske, men der var især ét, og det var da Inka talte om, hvordan hun som barn og igennem hele hendes liv havde kendt til to typer af klovne; den hvide klovn og den sorte.
Indtil hun blev 85 var hun som den hvide, udadvendt og glad, en slags Pjerrot, og nu klæder hun sig i sort, fordi hun nu intet kan se.
C: Hvad tænker du om det hun sagde?
A: Det, som vi kender fra den traditionelle klovn, den tekniske klovn, dét baserer sig på en duet med en klovn som kommanderer, og en anden klovn, som distraheres. Det er den røde og den hvide klovn. Der er, Auguste, med rød næse og store røde sko, som nemt distraheres, og den hvide, som er bedrevidende.
Det, som var virkelig interessant ved Inka i sit forslag om den sorte klovn var, at det var hendes helt eget bidrag, og at hendes fortælling var fuld af liv.
Det er en anden type klovn. Så det her er et eksempel på, hvordan klovnen stimulerer fantasien; den antyder nogle elementer fra eget liv, som billedliggøres igennem fantasien.
Hver og en af os har vores egen personlighed, egen karakter, egen forestillingsevne og vores eget liv.
Ja, der er klovneteknikker, og de er vigtige, men i min vision af klovnen, er den røde og den hvide klovn en form for base, for at få andre til at grine, om du vil, men der er mere til klovnen, end det, som baserer sig på teknik. Derfor kalder vi det en klovn som eksisterer – en eksistentiel klovn. For mig, er det forskelligt fra klovnen, som teknisk kan få andre til at grine.
Jeg kan meget bedre lide en klovn, som lever og er til stede i sin proces. Også selvom vi ikke griner. Også selvom den har en timing og øjeblikke, hvor den er og der intet sker. Fordi det er også en menneskelig proces. Så min vision om klovnen er en menneskelig proces, med den enkeltes ekstraordinære kvaliteter, som man kan finde igennem arbejdet.
Der er teknikker, men det er ikke det, som har interesseret os i det her projekt. Det er et andet arbejde, mere rettet imod mødet og fællesskabet.
Projektet blev støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn
