Klovnens rolle i undervisningen

Klovnens rolle i undervisningen

Af Carina Brit Christensen

Jeg er flere gange blevet spurgt: “Hvordan kommer du ind i rollen som underviser?” Og også spørgsmål omkring “hvordan skal jeg bevæge mig i forhold til tavlen, og hvad med mine hænder, hvor gør jeg af dem?”

Det underliggende spørgsmål her handler om, hvordan man styrer rummet og har autoritet.

Svaret på det, er ikke simpelt.

Hvis der var et let svar til hvordan du kommer ind i rollen, så ville det være kropssminke og vil ikke hjælpe dig.

Lige så lidt, som man heller ikke kan være sjov ved at tage en næse, en farvet paryk og polkafarvet kjole på. Der skal mere til.

Det klinger helt skævt at sige at der er én måde at gøre det på.

For der er mange måder.

At komme ind i en underviserrolle handler om at forstå de forventninger omgivelserne stiller til underviseren – og også de forventninger man stiller sig selv.

Hvordan man gør, afhænger særligt af situationen. Skal man tale højt og klart i korte sætninger, stå langt fra eller tæt på dem man står overfor? Høj stemmeføring og være ovenpå, eller må man også bruge sig selv? Og hvor meget af sig selv?

Det handler i sidste ende om, hvad man selv fornemmer er rigtigt i situationen, og det kan jeg træne dig i, hvordan du gør, og hvordan du bliver god til det.

Pointen er, at der er mange forskellige typer roller, som man kan fylde ud, og det er en klar fordel, at blive fortrolig og føle sig godt tilpas i de forskellige roller, for det giver muligheder for at kunne variere og skabe levende undervisning.

For det modsatte, dét at man kommer til at sidde fast i et mønster, hvor man ofte falder ind i den samme type rolle, kan gøre én usmidig og det spænder ofte ben for én selv. Det kan gøre det svært at bevæge sig i.

Der er masser af eksempler på undervisere, der er eksperter på et emne, og derfor agerer i underviserrollen som “eksperten”. Deltagerne, der står foran eksperten, fornemmer intuitivt, at deres rolle er at stille de gode spørgsmål og lytte efter. Her er en klar og tydelig rollefordeling. Ofte er der også en klar styring af rummet og en fornemmelse af autoritet.

Alt det er meget godt.

Men, for der er et men, er det sådan en hel lektion igennem, (og måske endda en hel række lektioner), så begynder min hjerne at vandre andre steder hen. Jeg får brug for dynamik og uden det, så forsvinder energien og muligheden for læring ud af rummet for mig.

Et tip her til undervisere der gerne vil prøve kræfter med andre roller – prøv at lær klovnens rolle at kende, så du kan træde ind og ud af den.

Hvad mener jeg med det?

Overordnet handler klovnens rolle om at turde slippe grebet og styringen, og lade sig leve ind i det, der opstår i nuet, i kontakten med dem du står overfor. Lidt af et paradoks når man underviser og arbejder med læreplaner og mål, men her kan det altså hjælpe at have en god plan, der har plads til det uventede. Det handler om at gribe øjeblikket og turde lege med det.

Jeg træder momentvis selv ind i klovnens rolle når jeg underviser. For nyligt i en undervisningssituation, mærkede jeg, at mine deltagere var ved at køre trætte i at arbejde med læringsteori. Når jeg får den følelse, så ved jeg at det er tid til at gøre noget andet. Så jeg foreslog dem om vi ikke skulle tage en pause og gå ud og kigge på de motorcykler, der stod udenfor. Jeg tog en chance. Intuitivt fornemmede jeg, at flere i gruppen ville synes, at det var fedt, og nogle af motorcyklerne var ejet af flere af deltagerne. Det blev en pause, jeg husker tilbage på med smil. Vi stod alle i stilhed og kiggede sammen på motorcykler.

Når jeg går ud af og ind af klovnens rolle, og tager mod til mig, for at træde ud af det forventede, gør jeg det fordi jeg står på et fundament af nogle overbevisninger om at klovnens rolle i samfundet er vigtig for mennesket. Og jeg har nogle sætninger på rygraden, som hjælper mig til at stå ved mig selv, når jeg springer ud og tør at være i mit moment. Som for eksempel, at en klovn aldrig dør, og at det er vigtigt at være menneskelig.

Det handler om at finde sit fundament at stå på, og det går ud på at lære hele sig selv at kende. At undervise er på den måde en meget personlig rejse med sig selv som læremester.

Klovnens rolle i samfundet

Klovnens rolle i samfundet

Af Carina Brit Christensen

Jeg er optaget af at studere fænomener og relationer i verden igennem en klovns blik. Jeg kalder det nogle gange et klovne sociologisk studie – hvad der definerer sådan et, er jeg stadig i gang med at definere.

Dét som jeg ved og har erfaret, er at klovnens rolle i samfundet er vigtig og er en ingrediens til at styrke kontakt, fællesskaber og samhørighed mellem mennesker. Det handler i bund og grund om at styrke kontakten til sig selv og stå ved sig selv.

Min læremester Christina Marti har beskrevet klovnen med denne tekst.

 

KLOVNEN

Klovnen følger hans eller hendes impuls.

At følge din impuls betyder at være mere spontan.

At være mere spontan handler om at være mere ærlig.

At være mere ærlig er at være tættere på ”sandheden”.

At være tættere på ”sandheden” betyder, at du lader dig selv overraske over det, som sker foran dig, som intet har at gøre med de etablerede sociale normer.

Det betyder dermed ikke at vi ikke handler fra de sociale masker som samfundet har givet os, men at vi handler fra vores andre store masker, som er vores personlighed. Det er det første store skridt. Og hvis vi når så langt, så vil vores handlinger udgå fra et uskyldigt sted.

Den autentiske klovn kommer herfra.

Uskyldigheden lever i det rum, hvor vi tillader os selv.

Hvor kritik, domme, normer og oversættelser ikke kan skrive deres afhandlinger

Klovnen giver os mulighed for at se og eksperimentere, som var det første gang. Vi er til stede, levende og nysgerrige

Uskyldighed er en del af vores essens.

Essensen afslører vores mest rene form. Det viser sig selv foran os, og gør os transparente og sårbare. Hvis vi tillader os selv alt dette, så viser klovnen sig for os. Det er dét som klovnen er gjort af. 

(Buenos Aires, 2006)

Klovnens rolle i samfundet

Sådan kan klovnen hjælpe dig ud af din komfortzone

Af Carina Brit Christensen

Jeg er optaget af, hvordan vi kan bruge klovnen i verden, fordi det er der i den grad brug for lige nu. Der er mange forståelser af hvad en klovn er, og hvad en klovn skal i verden, og det vil jeg gerne forklare lidt om her.

Jeg bliver ofte spurgt ind til klovn med undren, sikkert på grund af alle de forskellige typer der er, som fx. den måde klovnen er blevet misbrugt på i gyserfilm eller det konstante smil på McDonalds figuren. Den er ofte beskrevet som en figur, der er god til at underholde børn, men det er i min optik at reducere klovnefiguren. Det er nemlig noget meget større. Det korte svar er, at dét handler om mere end latter, sjov og ballade. Det er også dyb alvor.

Sådan var det i begyndelsen for de oprindelige hellige klovne i canadiske reservater – de havde nærmest Shaman-lignende status, og de havde et klart og tydeligt formål; nemlig at skabe balance og harmoni i samfundet. At gøre det, som var nødvendigt, for at sikre gruppens fysiske og psykiske overlevelse.

Hvordan gjorde man så det?

Et eksempel:
Hvis nogle i reservatet blandt natives/indfødte var begyndt at gå meget op i at pynte sig og havde fundet nogle specielle perler, og der opstod en ikke erkendt misundelse i gruppen om de perler. Så ville klovnen gå ud i skoven og finde de største sten, lave en halskæde af dem, og gå rundt og vise dem frem. Ved at tage opmærksomheden, og vise frem, hvad ingen turde tale om, kunne han genoprette balancen, for nu begyndte man at snakke om det.

Det oprindelige formål med klovn kan ses i dag hos for eksempel “Klovne uden grænser”. De rejser ud i krigszoner, og hjælper med at bevare smilet hos børn og deres familier. Hos dem er det også både grin og dyb alvor. Klovnen har en samfundsmæssig funktion.

Det handler om at vise det hele menneske frem, og det er det klovnen hjælper os med at gøre. Det er ret let at lade sig falde i en bananskræl, og få sit publikum til at le, men det er en langt sværere øvelse, at vise hvordan man så rejser sig fra sit fald og ærligt viser sin sårbarhed frem og de følelser, som faldet medfører. Og det er her, klovnens samfundsmæssige værdi viser sig.

Der er flere menneskelige udfordringer som er aktuelle lige nu: ensomhed, selvdestruktion, følelser af meningsløshed, etc. Der er masser at tage fat på.

Klovnen kan gennem sin energi og sin måde at møde mennesket på, påvirke nogle af de dynamikker, som har sat sig så fast i vores samfund.

Jeg bruger f.eks. klovnens pædagogik når jeg underviser. Jeg bruger den del af klovnens rolle, som handler om at turde være i nuet, turde gribe øjeblikket og improvisere, og opdage noget nyt. At komme ud af sin komfortzone. Det er elementer, som er med til at gøre undervisningen levende og legende.

Hvis du er nysgerrig efter at få inspiration til hvordan du kan bruge klovnen i undervisningen, så tilmeld dig det gratis webinar her.

Se dine deltagere Deltagerstyring

Mulighedernes rum – del 1

Af Carina Brit Christensen

Har du prøvet at stå med en gruppe deltagere, som skal arbejde tæt sammen, men som ikke har lyst til at deltage eller sige særlig meget?

Det er ikke så sjovt at stå med sådan en gruppe.

Deltagerne går i øvrigt glip af en masse fede muligheder for læring, når de holder igen med at dele deres perspektiver og forskellige syn på verden.

Det er ej heller særlig nemt, for det kan handle om en masse forskelligt. For eksempel; kulturen på arbejdspladsen, eller den vi er formet af gennem vores opvækst, den enkeltes forudsætninger og styrker, lyst til at være i gruppe, forhold til autoriteter og jeg kunne blive ved og ved. Det er komplekst og ingen gruppe ligner nogen anden gruppe.

Vi skal selvfølgelig begynde med at analysere situationen – hvad ligger til grund? Hvad har vi gjort indtil nu? Imens at vi husker at modstand og motivation skabes i fællesskab.

Spørgsmålet er, hvordan vi får vendt sådan en situation til et mulighedernes rum, så vi får skabt de mest legende og levende møder mellem mennesker?

En stor del handler om sammensætningen af holdet, det skriver jeg om senere, og så handler det især om, hvordan man skaber et rum, hvor mennesker føler, at de kan være sig selv, føler sig godt tilpasse, og set for den, de gerne vil være.

Stort set alle har sikkert erfaret på egen krop, at der ikke er noget bedre end at blive set for den man er og den man gerne vil være.

Her er to bud på, hvad man som underviser, projektleder, leder osv. lige kan blive opmærksom og tjekke op på, som kan være med til at skabe et mulighedernes rum.

1. For det første – se deltageren. Kig rundt på dine deltagere og få øjenkontakt med alle i rummet i løbet af et møde. Det kan man nogle gange komme til at overse, men det er en meget vigtig detalje. Her får man i det øjeblik, også ofte øje på nye potentialer.

2. Sæt deltageren i centrum. Det kan man gøre ved at tænke at dem, man står overfor, er hovedpersoner. Emnet, rammerne, procedurerne og tidsplanen er sekundære, og deltagernes behov og ønsker er i centrum.

Hvis du for eksempel kan mærke at størstedelen af gruppen af dine deltagere, kolleger, medarbejdere er trætte, så kan det være en god idé at justere dit program og tage flere pauser.

Det skal nævnes at punkt nummer 2. er en lidt sværere øvelse. Det er det fordi vi er vokset op i en kultur, hvor der blandt andet er “taxameter” på meget af det, der omgiver os. Og vi skal hele tiden være effektive. Det sætter den enkelte i et dilemma. For det er svært at lege på en effektiv måde, og derfor bliver legen og øjeblikket ofte overset i farten.

Så, vi som undervisere, mødeledere og projektledere, skal huske at få trænet vores blik, så det åbner op eller tænder for kontakten. Og give plads til mødet mellem mennesker, så det ikke bare er opgaven og målet, der er i fokus.

Den gode nyhed er, at dét at gribe muligheden for at mødes og være nær andre mennesker er til stede hele tiden.

Min påstand vil være, at det faktisk giver bedre resultater på den lange bane, mindre stress og færre omkostninger for den enkelte virksomhed og et absolut sjovere arbejdsklima at bevæge sig i.

freebie - 5

Hvordan gør man læring levende?

Når læring er levende, så er der en proces i gang, hvor noget lever videre efter at vi er gået ud af vores møde. Det “noget” lever videre inden i os og lagrer sig ved at; vi taler med det, taler med andre om det, undersøger og udforsker det, holder det op imod det, som vi allerede ved, og i det hele taget tager det ind og gør det til vores eget.

Og der ligger meget mere i ordene “levende læring”.

For det er sjældent bare sådan, at information er så spændende i sig selv, at den “lever” i os. Informationer vælter vi os i til daglig. Så hvad gør at nogle informationer “lever” længere? Det handler ofte om det der er imellem den der afleverer beskeden, måden den leveres på og den der modtager den. Men det handler om mere end, at man som underviser eller vidensformidler, “bare” skal arbejde med sit budskab og sin modtager-afsender analyse og kommunikation.

Det handler især om at være opmærksom på kontakten, som opstår mellem to mennesker. Og den er også kropslig, og består af flydende dele, som kan være svære at få greb om: timing, tillid, brugen af sanser, som fx. at se og lytte, de er alle vigtige elementer, og de kræver nærvær.

Der er især to ting, som er med til at opbygge en god kontakt i mødet, undervisningssituation osv.

1. At indholdet, som er det vi mødes om, giver mening, er relevant og spændende og vækker nysgerrighed

2. At have en oplevelse af at blive set som menneske – det er essentielt for den gode kontakt.

På den måde er det at skabe en levende læringsproces ikke så nem at sætte på opskrift – var det sådan var den for længst nedskrevet. Vi er nemlig alle forskellige.

Er det sådan at man bare kører sin undervisning på autopilot med de samme noter som altid, så overser man en meget vigtig del i undervisningen, som er det menneskelige møde. Og dét som gør det så spændende.

Planlæg og få overblik med plads til legen i øjeblikket

Kunsten er at lave en plan, der giver plads til legen i nuet

15. august 2023

Det er en god investering at lave en plan. Det gør og ved de fleste. Det kan føles mere trygt, og fjerne usikkerhed, at møde op med en grundigt forberedt plan i hånden.

For andre, som er gode til at improvisere og optræde, kan en plan føles som en spændetrøje. De har ofte erfaringer med, at de bedste møder sker, når de møder op uforberedte.

Det store spørgsmål er, om dét at have eller ikke at have en plan skaber de resultater eller den læring, som der er intentionen?

Og dét afhænger af så meget. Det kan give mening, at de som møder op mere uforberedte skaber bedre møder, fordi de uden en plan er i tættere kontakt med dét, der opstår i mødet med deres deltagere.

Kunsten er at lave en plan, som giver overblik og samtidig plads til legen med dét, det opstår i øjeblikket.

For det kan være en udfordring at lave en plan, som ikke styrer for meget. Det kan en plan godt komme til, hvis man holder for godt fast i den.

I de fleste tilfælde vil jeg argumentere for at have en plan. Med en plan kan man have taget nogle af alle de mange, mange beslutninger forinden, som man ellers kommer til at tage spontant på stedet. (Det er næsten halvdelen af arbejdet).

En plan giver overblik.

En plan kan fx bruges til:
at huske sine intention – alt det man ville
at komme rundt om alle de pointer, som deltagerne har brug for at forstå
at have forberedt sine modeller og eksempler – så man ikke skal opfinde dem på stedet
at styre efter det, som deltagerne skal lære.

En plan bliver god, når den også giver plads til at improvisere, være nærværende og kunne gribe deltagernes ideer og input i øjeblikket.

Man kan komme langt med lidt – det behøver ikke kræve særligt meget ekstra tid.

Hvad enten det er en workshop, et kursus, et møde m.m. – så kan man – allerede i sin planlægning – gøre meget for at det bliver levende og legende ved at følge nogle principper, lave nogle øvelser, og gøre sig nogle væsentlige overvejelser.

Du kan hente en metode i fem simple trin til at lave en plan, som giver overblik og samtidig plads til det levende og legende. Eller tilmelde dig et af vores fysiske kurser i planlægning her: 

6

Om legende læring

For mange år siden blev jeg meget optaget af, hvad der skaber liv i undervisningen og hvad vi rent faktisk lærer af. Og hvem det er, der egentlig lærer noget i lokalet.

Selvom der er masser af muligheder, er det ikke alle, der lærer noget hver dag. Nogle sidder fast i rutinerne, bliver overset, har svært ved det nye og bliver ikke udfordret nok osv. Jeg ville gerne have alle med.

I min søgen efter at finde frem til opskriften på god undervisning, trænede jeg teaterteknikker, tog en uddannelse til forumspilsinstruktør og rejste til Buenos Aires, hvor jeg tog til et par workshops i Klovn.

Jeg havde trænet klovn tidligere, og var blevet vild med det, men havde svært ved at se, hvordan jeg kunne bruge det. Denne gang kunne jeg se nogle helt særlige kvaliteter i undervisningen.

Mine undervisere i klovn i Argentina kunne noget med deres evne til at skabe et mulighedernes rum, som er fantasifuldt, åbent og kærligt, og hvor alle inkluderes.

De kunne blandt andet få mig til at overskride mine egne forståelser af, hvad jeg var i stand til, på en scene, se potentialerne og være i nuet. De brugte legen som indgang til læring. Jeg fik nye erfaringer og nye erkendelser, som jeg ikke kunne have læst mig til i en manual.

Leg handler om at bryde ud af det rationelle, bryde reglerne og udforske muligheder. Det handler om at give slip på sig selv for en stund, tage risici og gå ud på dybt vand. Leg er, når vi som børn går ind i en anden verden, og ind i en historie, som vi opfinder undervejs, og som vi ikke kender slutningen på.
Det er en ganske anden slags undervisning. Og det er ikke sådan at alle skal klovne. Men elementerne og tankesættet kan med fordel bruges til at få flere med i lokalet. 

Først og fremmest kræver det en god kontakt mellem de mennesker, der er samlet og mødes i et rum.

Fra projektet ældre menneskers møde med teaterklovnen

Da teaterklovnene kom på Slottet

Fra beboerbladet “Slotsnyt”
Juni 2023

Da Slottet tilbage i januar 2023 indgik samarbejde med teaterklovnene fra Chancepartout, var det et forløb med 10 planlagte omgange á ca. halvanden times varighed i udsigt. Den 13. juni møder Signe og Antoine fra Chancepartout ind til deres 10. og sidste session i denne omgang, og det er derfor tid til at gøre status over forløbet. 

Formålet med samarbejdet har været at styrke fællesskabet blandt beboerne og samtidig skabe ny samhørighed blandt de af vores beboere, der enten lever med demens, ensomhed eller social isolation på baggrund af deres tilstand. Over 10 omgange har Signe, Antoine og en gruppe beboere mødtes hver anden tirsdag i Dagligstuen på S4.

Her har de haft samlingspunkt for det, der har vist sig at være et glædeligt fællesskab,hvor latter, lethed og leg har været vigtige elementer i en læringsproces, der har vist sig at være til gavn for både udvikling og vedligeholdelse af sociale relationer, samt evnen til stadig at skabe nye.
Igennem de 10 workshops har Signe & Antoine taget udgangspunkt i klovnen og dens karakter som udgangspunkt for deres arbejde med beboerne.

Klovnen er som bekendt en figur, der både er legende, levende sjov og nærværendede, hvilket har afspejlet sig i aktiviteterne med beboerne. Aktiviteterne har haft et varieret indhold, og har blandt andet budt på mange gode samtaler, hvor alle har kunnet lytte til hinanden og fortælle om ens liv, eller hvad man måtte have på hjerte. Ligeledes har fysisk bevægelse, fællessang, og kropslig kontakt med andre været en del af indholdet, alt sammen med udgangspunkt i improvisation og ofte med det musiske element som medspiller. Rummet har således altid været et sted, hvor man kunne komme som man er og dele ens følelser med andre.
Alt i alt har forløbet været en stor gave for deltagerne, som har oplevet en fornyet energi, et stimulerende indhold i programmet og givet et fællesskabsopbyggende udbytte for alle.

Beboerne og Slottet takker for Chancepartouts altid fantastiske, venlige og imødekommende måde at være på. Det har været en vidunderlig rejse at være med på, og vi håber at se Chancepartout på Slottet igen en anden god gang.

Billede - ældre

Ældre menneskers møde med teaterklovnen

Her er en beskrivelse af projektet “Ældre menneskers møde med klovnen” – et livsbekræftende og magisk projekt, som vi netop har afsluttet i samarbejde med Musikplejecenter Sølund. Artiklen er fra deres beboerblad, april 2022.
Projektet blev støttet af Boudlægspuljen, Københavns kommune
Er du nysgerrig for at få mere at vide, så skriv til Signe på signe@chancepartout.dk

“Everything you love, will probably be lost, but in the end, love will return in another way”

Det er muligt at lære nyt, selvom man har demens.

I samarbejde med Chancepartout og Teatro Innocente – inviterede vi klovnen Antoine og Signe, ind i Tv- stuen på 5. sal.
Tv’et slukkes, bordene flyttes, og så er vi i gang. Dialogen, stilheden, bevægelse, dans, aktivering af sanserne igennem musikken få lov til fri udfoldelse – alt sammen aktiveret ved hjælp af klovnens energi.
Antoine og Signe guider os igennem dialogen, ved hjælp af bevægelse og improvisationer. Igennem roen og processen finder vi frem til det menneskelige møde. Nogle tør vise og mærke, klovnen i dem selv.
Den legende læringskultur er opstået.

Har du et minde, du gerne vil dele med os? – Har du mod på at vise os det? – Er der en tanke, du gerne vil sige højt?
Og pludselig opstår der samtaler, danse, øjenkontakt og nonverbale interaktioner. For 14. dage siden sejlede vi i Øresundet, i en gummibåd med motor. En beboer gav os lov til at sige noget til katten Svend, og så kom hun til at røbe, at det hed hendes mand i øvrigt også.
I tirsdags udbrød en beboer i sang – og så kunne vi ikke få nok af Jeg sliber knive, Jeg sliber sakse. Han vidste at en anden deltager på holdet har spillet håndbold, og det gav os anledning til at øve os i at klappe som håndboldfans nu gør, når de hepper på sit hold. Og plukke æbler – og trykke strygetøjet.

Ja, man kan godt sige at vi, på et eller andet tidspunkt vil miste det vi har kær.

Antoine og Signe hjælper os med at lære hinanden bedre at kende og genfinde det vi har mistet, og give det et nyt udtryk i en dans, et blik, en stilhed eller en fjollet sang. Det vækker den glemte, legende klovn i en selv

Chancepartout klovne-workshop med ældre mennesker

Eksistentiel klovn. Om at være i ét med sit eget fulde nærvær

På Amager kulturpunkt oppe på anden sal, sidder der 12 mennesker rundt om et langt bord i et lokale. De som sidder i dette lokale har det tilfælles, at de er svagtseende og at de er nysgerrige. De har meldt sig til at deltage i teaterklovnetræning, også selvom de ikke har nogen erfaringer med scenekunsten. De mødtes hveranden tirsdag fra februar til maj 2019.

Carina: Kan du fortælle lidt om projektet?

Antoine: I projektet arbejdede vi med forestillingsevnen ved at se teaterklovnen gennem fantasien og de billeder vi har af, hvad en teaterklovn er. Det var en teaterpædagogisk tilgang, som handlede om at fokusere på den enkeltes måde og muligheder for at deltage. Alle havde udfordringer med synet, men til sidst var det ikke længere så stor en begrænsning.

C: Udefra kunne det ligne en slags fortælleværksted, sådan som vi sad stille rundt om et bord. Hvad bestod undervisningen i teaterklovn af?

A: Det arbejde, som vi lavede på Amager handlede om, hvordan en klovn, helt enkelt, lever med at fortælle om sig selv. Det har ikke været et arbejde direkte eller eksplicit i at lære at være teaterklovn. Men et arbejde med et andet perspektiv, hvor klovnen er dukket op igennem fortællingerne, ligesom følelserne også er det. Det, at tale om klovnen gav muligheden for at leve og mærke følelserne. Ja, det kunne kaldes en model at fortælle en historie på, men det var historier, som blev levet i genfortællingen. Fordi de billeder som de gav i deres fortællinger var en slags forestilling, som vi som publikum kunne leve os ind i.

A: Klovnen viste sig igennem det imaginære og i den enkeltes fortælling. I fortællingerne var der masser af billeder fra levede liv, som alle hver for sig kunne spejle sig i. Klovnen lever af disse billeder.

Chancepartout teaterklovn på amager med ældre synshæmmede

 

“Når man ikke kan se, så kan det være svært at finde lyset”.                                                                                 Inka

A: Det handlede om at lade sig gå med, for at dele med de andre, at være sammen for at lave teater. Dét at give sig selv muligheden for at møde hinanden. Det er ikke nødvendigt, at en klovn eller en skuespiller gør noget eller bevæger sig på en måde, for at vi som publikum forstår noget som klovn; altså dét at klovnen spiller en rolle ved at bevæge sig, så vi griner eller græder, eller falder eller jonglerer.
For mig, er teatret ikke nødvendigvis et spørgsmål om at være virtuos, men om det simple i et enkelt liv, og om at vide, hvordan man er til.

C: Kan du uddybe hvad du mener med, det simple ved at være til?                                             

A: Det handler om at være i ét med sit eget fulde nærvær, at være til i sit liv og dele sig selv med de andre. Nogle gange har jeg på kurser set deltagere, som hele tiden er i gang med at gøre noget og det smukkeste øjeblik var faktisk, da de ikke gjorde noget som helst. Det var pausen, som var det smukke, når de var i ét med sig selv, da var det en hel scene. Fordi det var det mest ægte øjeblik. Det mest troværdige øjeblik, om man vil.

 

    “Vores liv er, hvad vi har, men det er ikke sikkert, at vi vil af med det”.
                                                                                (dele det med andre, red.)
                                                                                                                  John

C: Hvad tænker du om processen i projektet?

A: Den proces vi har haft har været meget rørende og jeg tænker tilbage på den med glæde. For mig var det et projekt der handlede om at lære hinanden at kende, at dele med hinanden og at føle sig mere let i kontakten, uden så mange begrænsninger og forsvar.

C: Hvilken rolle spiller hukommelsen i at lære at være teaterklovn? Nogle sagde at det var utroligt svært at følge en proces, når de havde svært ved at koncentrere sig, og husker meget dårligt.

A: Jeg tror ikke at det at dele med andre kræver hukommelse. At dele handler helt enkelt om at være til stede og fornemme den anden, det er allerede nærvær. At acceptere den anden. Og møde den anden. Og så kan vi finde os selv, uden denne hukommelse, fordi vi er her lige nu. Det kan være nødvendigt at have hukommelse, ligesom det kan være nødvendigt at kunne se bedre, men accepten af øjeblikket er vigtigere, og det er også det som vi har arbejdet med.

C: Kan vi kalde det en eksistentiel klovn?

A: ja, en klovn som eksisterer. Hvorfor ikke. Klovnen eksisterer jo.

C: Jeg havde mange øjeblikke som var fine, og som jeg vil huske, men der var især ét, og det var da Inka talte om, hvordan hun som barn og igennem hele hendes liv havde kendt til to typer af klovne; den hvide klovn og den sorte.
Indtil hun blev 85 var hun som den hvide, udadvendt og glad, en slags Pjerrot, og nu klæder hun sig i sort, fordi hun nu intet kan se.

C: Hvad tænker du om det hun sagde?

A: Det, som vi kender fra den traditionelle klovn, den tekniske klovn, dét baserer sig på en duet med en klovn som kommanderer, og en anden klovn, som distraheres. Det er den røde og den hvide klovn. Der er, Auguste, med rød næse og store røde sko, som nemt distraheres, og den hvide, som er bedrevidende.
Det, som var virkelig interessant ved Inka i sit forslag om den sorte klovn var, at det var hendes helt eget bidrag, og at hendes fortælling var fuld af liv.
Det er en anden type klovn. Så det her er et eksempel på, hvordan klovnen stimulerer fantasien; den antyder nogle elementer fra eget liv, som billedliggøres igennem fantasien.

Hver og en af os har vores egen personlighed, egen karakter, egen forestillingsevne og vores eget liv.

Ja, der er klovneteknikker, og de er vigtige, men i min vision af klovnen, er den røde og den hvide klovn en form for base, for at få andre til at grine, om du vil, men der er mere til klovnen, end det, som baserer sig på teknik. Derfor kalder vi det en klovn som eksisterer – en eksistentiel klovn. For mig, er det forskelligt fra klovnen, som teknisk kan få andre til at grine.

Jeg kan meget bedre lide en klovn, som lever og er til stede i sin proces. Også selvom vi ikke griner. Også selvom den har en timing og øjeblikke, hvor den er og der intet sker. Fordi det er også en menneskelig proces. Så min vision om klovnen er en menneskelig proces, med den enkeltes ekstraordinære kvaliteter, som man kan finde igennem arbejdet.

Der er teknikker, men det er ikke det, som har interesseret os i det her projekt. Det er et andet arbejde, mere rettet imod mødet og fællesskabet.

Projektet blev støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn