Når læring er levende, så er der en proces i gang, hvor noget lever videre efter at vi er gået ud af vores møde. Det “noget” lever videre inden i os og lagrer sig ved at; vi taler med det, taler med andre om det, undersøger og udforsker det, holder det op imod det, som vi allerede ved, og i det hele taget tager det ind og gør det til vores eget.
Og der ligger meget mere i ordene “levende læring”.
For det er sjældent bare sådan, at information er så spændende i sig selv, at den “lever” i os. Informationer vælter vi os i til daglig. Så hvad gør at nogle informationer “lever” længere? Det handler ofte om det der er imellem den der afleverer beskeden, måden den leveres på og den der modtager den. Men det handler om mere end, at man som underviser eller vidensformidler, “bare” skal arbejde med sit budskab og sin modtager-afsender analyse og kommunikation.
Det handler især om at være opmærksom på kontakten, som opstår mellem to mennesker. Og den er også kropslig, og består af flydende dele, som kan være svære at få greb om: timing, tillid, brugen af sanser, som fx. at se og lytte, de er alle vigtige elementer, og de kræver nærvær.
Der er især to ting, som er med til at opbygge en god kontakt i mødet, undervisningssituation osv.
1. At indholdet, som er det vi mødes om, giver mening, er relevant og spændende og vækker nysgerrighed
2. At have en oplevelse af at blive set som menneske – det er essentielt for den gode kontakt.
På den måde er det at skabe en levende læringsproces ikke så nem at sætte på opskrift – var det sådan var den for længst nedskrevet. Vi er nemlig alle forskellige.
Er det sådan at man bare kører sin undervisning på autopilot med de samme noter som altid, så overser man en meget vigtig del i undervisningen, som er det menneskelige møde. Og dét som gør det så spændende.