Artikler

Teaterklovn kan bruges til meget, og særligt til at lære sig selv bedre at kende. At være en klovn handler om at finde glæden indeni sig selv og dele den med andre mennesker.

I et unikt projekt til medlemmer af Dansk Blindesamfund på Amager brugte vi teaterklovnen som et redskab til at styrke fællesskabet og træne fantasi og sanser.
Læs et interview med Antoine Innocente om projektet i artiklen herunder.

11. juni 2019

Af Carina Brit Christensen

Teater klovn til Dansk Blindesamfund Amager
Photo: Carina Brit Christensen
Copenhagen

Eksistentiel klovn. Om at være i ét med sit eget fulde nærvær

På Amager kulturpunkt oppe på anden sal, sidder der 12 mennesker rundt om et langt bord i et lokale. De som sidder i dette lokale har det tilfælles, at de er svagtseende og at de er nysgerrige. De har meldt sig til at deltage i teaterklovnetræning, også selvom de ikke rigtigt har nogle erfaringer med scenekunsten. De mødtes hveranden tirsdag fra februar til maj 2019

Carina: Kan du fortælle lidt om projektet?

Antoine: I projektet arbejdede vi med forestillingsevnen ved at se teater klovnen gennem fantasien og de billeder vi har af, hvad en teater klovn er. Det var en teaterpædagogisk tilgang, som handlede om at fokusere på den enkeltes måde og muligheder for at deltage. Alle havde udfordringer med synet, og til slut var det ikke længere så stor en begrænsning.

Carina: Udefra kunne det ligne en slags fortællerværksted, som vi sad stille rundt om et bord. Hvad bestod undervisningen i teaterklovn af?

Antoine: Det arbejde, som vi har lavet på Amager har handlet om, hvordan en klovn, helt enkelt, lever med at fortælle om sig selv. Det har ikke været et arbejde direkte eller eksplicit i at lære at være teater klovn. Men et arbejde med et andet perspektiv, hvor klovnen er dukket op igennem fortællingerne, ligesom følelserne også er det. Det, at tale om klovnen gav muligheden for at leve og mærke følelserne. Ja, det kunne kaldes en model at fortælle en historie på, men det var historier, som blev levet i genfortællingen. Fordi de billeder som de gav i deres fortællinger var en slags forestilling, som vi som publikum kunne leve os ind i.

Antoine: Klovnen viste sig igennem det imaginære og fortællingen. I fortællingen var der masser af liv også selvom den var imaginær, som alle kunne leve ud hver for sig. De billeder er føde for klovnen.

Teater klovn til Dansk Blindesamfund Amager

“Når man ikke kan se, så kan det være svært at finde lyset”, Inka

Antoine: Det handlede om at lade sig gå med, en måde at bevæge sig på, for at dele med de andre, at være sammen for at lave teater. Dét at give sig selv muligheden for at møde hinanden. Det er ikke nødvendigt at en klovn eller en skuespiller gør noget eller bevæger sig på en måde, for at vi som publikum forstår noget som klovn; altså dét at klovnen spiller en rolle ved at bevæge sig så vi griner eller græder, eller falder eller jonglerer.

Antoine: For mig, er teatret ikke nødvendigvis et spørgsmål om at være virtuos, men om det simple i hver enkelts liv, og om at vide, hvordan man er til.

Carina: Kan du uddybe hvad du mener med, det simple ved at være til?

Antoine: Det handler om at være i ét med sit eget fulde nærvær, at være til i sit liv og dele sig selv med de andre. Nogle gange har jeg på kurser, set deltagere som hele tiden er igang med at gøre noget og det smukkeste øjeblik var faktisk, da de ikke gjorde noget som helst. Det var pausen, som der var det smukke, når de var i et med sig selv, da var det en fuld scene. Fordi det var det mest ægte øjeblik. Det mest troværdige øjeblik, om man vil sige det sådan.

Teater klovn til Dansk Blindesamfund Amager
Photo: Carina Brit Christensen
Copenhagen

“Vores liv er, hvad vi har, men det er ikke sikkert, at vi vil af med det”, John

Carina: Hvad tænker du om processen i projektet?

Antoine: Den proces som vi har haft har været meget rørende og jeg tænker på det med positive følelser. For mig var det et projekt om, at lære hinanden at kende, at dele denne viden om hinanden og at føle sig mere let i kontakten, uden så mange begrænsninger og forsvar.

Carina: Hvilken rolle spiller hukommelsen i at lære at være teater klovn. Nogle sagde at det var utroligt svært at følge en proces, når de havde svært ved at koncentrere sig, og husker meget dårligt.

Antoine: Jeg tror ikke at det at dele med andre kræver hukommelse. At dele handler helt enkelt om at være tilstede og fornemme den anden, det er allerede nærvær. At acceptere den anden. Og møde den anden. Og så kan vi finde os selv, uden denne hukommelse, fordi vi er her lige nu. Det kan være nødvendigt at have hukommelse, ligesom det kan være nødvendigt at kunne se bedre, men accepten af øjeblikket er vigtigere, og det er det som vi har arbejdet med, også

Teater klovn til Dansk Blindesamfund Amager

Carina: Kan vi kalde det en eksistentiel klovn?

Antoine: ja, en klovn som eksisterer. Hvorfor ikke. Klovnen eksisterer jo.

Carina: Jeg havde mange øjeblikke som var fine, og som jeg vil huske, men der var især ét, og det var da Inka talte om, hvordan hun som barn og igennem hele hendes liv havde kendt til to typer af klovne; den hvide klovn og den sorte. Indtil hun blev 85 var hun som den hvide, udadvendt og glad, en slags Pjerrot, og nu klæder hun sig i sort, fordi hun nu intet kan se. Hvad tænker du om det hun sagde?

Antoine: I det, som vi kender fra den traditionelle klovn, den tekniske klovn, dét baserer sig på en duet med en klovn som kommanderer, og en anden klovn, som distraheres. Det er den røde og den hvide klovn. Der er, Auguste, med rød næse og store røde sko, som nemt distraheres, og den hvide, som er bedrevidende. Det, som var virkeligt interessant ved Inka i sit forslag om den sorte klovn er, at det er hendes helt eget bidrag, og at hendes fortælling er fuld af liv. Det er en anden type klovn. Så det her er et eksempel på, hvordan klovnen er suggestiv. Hver og en af os har vores egen personlighed, egen karakter, egen forestillingsevne, og har sit eget liv.

Antoine: Ja, der er klovneteknikker, og de er vigtige, men i min vision af klovnen, er den røde og den hvide klovn en form for base, for at få andre til at grine, om du vil, men der er mere til klovnen, end det, som baserer sig på en teknik. Derfor taler vi også, og kalder det en klovn som eksisterer, om en eksistentiel klovn. For mig, er det forskelligt fra klovnen, som teknisk kan få andre til at grine. Jeg kan meget bedre lide en klovn, som lever og er tilstede i sin proces. Også selvom vi ikke griner. Også selvom den har en timing og øjeblikke, hvor den er og der intet sker. Fordi det er også en menneskelig proces. Så min vision om klovnen er en menneskelig proces, med den enkeltes ekstraordinære kvaliteter, som man kan finde igennem arbejdet. Der er teknikker, men det her er ikke det som interesserer os med de ældre i projektet. Det er et andet arbejde, mere rettet imod mødet og fællesskabet.

Projektet blev støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn

Fonden Ensomme Gamles Værn