Artikler

Fra 13. januar 2016

Af Carina Brit Christensen


Motivation opstår i mødet

For nogle år siden arbejdede jeg på et uddannelsesprojekt til borgerne i Sundholmskvarteret i København. De fik tilbudt at deltage på gratis kurser. Vi kaldte det for skolen uden mure, fordi den var åben for alle, men tanken om skolen og hvordan den skulle fungere var alligevel ret fikseret.

Der dukkede få deltagere op til kurserne, som f. eks bestod af sprogkurser i dansk, bevægelse, sund kost, og hip hopdans for teenagepiger. Og da jeg første gang mødte projektlederen i døren, fortalte hun at dét at få kom og deltog, nok handlede om, at mennesker fik så mange tilbud idag, at de nok var ligeglade med at få et gratis tilbud om kurser i kvarteret. At det var tegn på manglende motivation og ligegyldighed overfor tilbuddet.

Sundholmskvarteret var kendt for at være et broget kvarter, som var meget belastet af kriminalitet. Mange med lav eller ingen uddannelse boede i området, og en stor del af gruppens beboere var på understøttelse. Grupper, hvoraf flere sikkert var mindre motiverede for at deltage på kurser eller uddannelse. Den gruppe, som af forskellige fagfolk kaldes for de ikke-uddannelsesparate. Det er den gruppe af ufaglærte eller grupper med lav uddannelse, som er i fare for at falde udenfor arbejdsmarkedet, hvis deres job forsvinder, eller for slet ikke at komme ind, fordi de er mindre forberedte på at omstille sig og opkvalificere sig til det fleksible arbejdsmarked.

Jeg undrede mig over det hun sagde. Hvad havde projektets medarbejdere gjort for at nå gruppen? Hvad var det for kurser, som de havde tilbudt? Projektlederen svarede, at de havde lavet kampagner, rykket avisnotitser ind i lokalavisen, slået plakater op på skoler og i børnehaver, og alle fik flyers med, når de kom på borgerservice og så videre.

I projektgruppen tog vi problematikken op. Var de mennesker som boede i kvarteret virkelig umotiverede? Vi besluttede at vi måtte prøve med en anden strategi. Vi bestemte os for at gå ud, og ringe på dørklokker og personligt invitere til deltagelse i projektet. Med det formål at komme i bedre kontakt med beboerne i området og få svar på spørgsmålet, om hvorvidt projektet havde skudt ved siden af med tilbuddet om gratis kurser? Vi spurgte også ind til deres ønsker til kurser.

Efter nogle dage med at stemme dørklokker, blev det klart, at de fleste var begejstrede og overraskede over, at sådan et tilbud fandtes. Og nogle ville gerne selv afholde kurser for deres naboer, eller spille en mere aktiv rolle i projektet. Der var flere forslag om sambadansekurser, engelskundervisning, matematik og teknik, filmvisninger, madlavning fra egne lande for deres naboer, etc.

Undersøgelsen tydeliggjorde, at det var et spørgsmål om flere faktorer. For det første, at vi kom ud til dem. At gruppen blev inviteret individuelt og spurgt tæt på deres bopæl. For det andet spillede beboernes sproglige kompetencer ind. Ikke alle læste eller talte lige godt dansk. Og det blev klart, at det var de færreste, der ville reagere på en skriftlig annonce. De havde brug for at vide og mærke, at de var velkomne. I ugerne efter tilpassede vi kursuskataloget til beboernes ønsker. Og flere begyndte at deltage på kurserne i projektet.

Det var en klar fejl, at dømme en stor gruppe af mennesker ude på baggrund af data, som fremmøde og deltagelse på kurser. Det er, desværre, en nem fælde at falde i. Der er mange som beslutter sig for hvad der motiverer andre, uden at have talt med målgruppen. Vi forestiller os alt muligt om målgruppen, men bliver ikke klogere, medmindre vi spørger.

Carl Rogers - fra den eksistentielle psykologi - har et grundsyn om, at der findes en iboende motivation hos alle.

Han siger:

”Mennesket vil af natur udvikle eller aktualisere sig i den mest positive, konstruktive, kreative og sociale retning, der er mulig under de givne omstændigheder og betingelser mennesket befinder sig i”.

At motivere er et spørgsmål om at skabe rammer, som mennesker trives i. Alle har en iboende motivation. De rammer kan vi bedst skabe, hvis vi spørger mennesker om deres behov. De svar vi får, er afhængige af de spørgsmål, vi stiller. Når du spørger ind til din kollega, din frivillige medarbejder eller din familie, for at finde ud af hvad de går op i, og hvad der motiverer dem, er det godt at huske, at mennesker motiveres forskelligt. Så hold spørgsmålene åbne. Og så handler det i høj grad om den relation man har. Det er klart, at spørger du dine brugere, din målgruppe, borgerne ansigt til ansigt, vil du få bedre respons end hvis du hænger et opslag op i en opgang eller på et personalekontor.

Der er en parallel mellem måden, man går til motivation på i ovenstående eksempel om kursustilbud i udsatte boligområder til, hvordan mange ledere og beslutningstagere arbejder med trivslen i deres organisationer. De udarbejder trivselsundersøgelser i form af spørgeskemaer en gang om året og sammenligner resultaterne med det forrige års. Men det er ikke alle, der får fulgt op med dialog om undersøgelsens resultater - og her går mange organisationer og virksomheder glip af en stor mulighed at at fremme motivation.

I Chancepartout har vi de sidste par år udviklet et samtalebaseret kursus for projektledere og medarbejdere, som et alternativ eller supplement til trivselsundersøgelser på arbejdspladser. Udgangspunktet er, at motivation til deltagelse skabes i dialogen og i udviklingen af relationer på arbejdspladsen. Vi har haft kursister fra over 25 forskellige organisationer på kursus, hvor de er blevet undervist i at lave deres eget undersøgelsesdesign, og herunder stille de rigtige spørgsmål for at blive klogere på trivslen i egen organisation.

Hvis du vil vide mere om, hvordan vi arbejder, så læs mere her Trivselskursus.